Lektørudtalelse

Forfatter: Poul Flou Pedersen

Kort om bogen

Essaysamling om det antikke Grækenlands opfattelse af læsning og skriftsprog. Meget inspirerende for alle, der interesserer sig for fx Sokrates, Platon og alle de andre græske, klassiske tekster

Beskrivelse

I fire artikler analyserer den svenske klassicist, Jesper Svenbro, der også er medlem af det svenske akademi, en række antikke tekster fra Grækenland for at undersøge de gamle grækeres syn på skriftsprog og læsning. Man satte helst sine slaver til at læse højt, for man anså læsning for en underkastelse af de ord, en anden har skrevet. Gennem uddannelse, fx Platons Akademi, kan man blive et læsende subjekt i stedet for et læsende instrument. Jesper Svenbros fortolkninger sker med udgangspunkt i selve teksten og i de enkelte ords etymologi

Vurdering

Lærd og vis formidling i fornem oversættelse af svært tilgængeligt stof. Bogens letteste passager kan minde om serien "Tænkepauser". Man kun kan tilslutte sig den forjættende bagsidetekst: "Det er så underholdende, at bogen bliver farlig", og man "får lyst til at tilbringe resten af sit liv på et bibliotek". Imponerende!

Andre bøger om samme emne

En tilsvarende dansk fornem formidler af det klassiske Grækenland er filologen Ivar Gjørup, som i sin seneste bog, Platons gåde, også berører samme emne