Lektørudtalelse

Forfatter: Merete Trap

Kort om bogen

"Min sjæl. Min krop. Hvilket splittet forhold. Hvilken gådefuld relation." Selvbiografisk roman af tyske Lilly Lindner, om de livslange konsekvenser af misbrug af børn. For unge og voksne, som vil læse bøger med alvor

Beskrivelse

Som 6-årig bliver Lilly voldtaget af en mand i opgangen. Misbruget fortsætter gennem en årrække. Dette bliver startskuddet på et liv på flugt fra egen krop. Hun søger tilflugt i anoreksi og bulimi, og for at komme væk fra sine forældre, lader hun sig indlægge på børnepsykiatrisk afdeling. Efter ophold på diverse ungdomsinstitutioner, kaster Lilly sig over prostitution, og her finder hun en vis ro. Som hun siger "det værste sex kan man kun opleve én gang". Dette er Lilly Lindners romandebut, og bogen er anmelderrost i hjemlandet Tyskland. I dag arbejder Lilly Lindner bl.a. med børn

Vurdering

En stærk og velskrevet fortælling om misbrug af børn og de konsekvenser det har. Om en ung, ødelagt og stærkt plaget kvinde. Om selvdestruktivt at forsøge at undslippe sine dæmoner og sin egen krop, via spiseforstyrrelser og prostitution. Også et vigtigt indblik i den lukkede prostitutionsverden. Som læser undrer man sig over de fraværende og ligeglade forældre

Andre bøger om samme emne

I bogen Pigen i spejlet fortæller en voksen kvinde om konsekvenserne af et seksuelt misbrug i barndommen, og her spiller prostitution også ind. Ellers minder bogen om Axolotl Roadkill, selvom emnet ikke er det samme