Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Kronborg

Kort om bogen

Politibetjenten Niels Bentzon kommer tilfældigt på sporet af et mystisk komplot med udgangspunkt i den jødiske Talmuds ord om 36 retfærdige mennesker, der skærmer verden fra undergang. Tegneserieversion af den prisbelønnede spændingsroman af samme titel

Beskrivelse

Palle Schmidt har tidligere udsendt flere noir-tegneserier. I samarbejde med forfatterne bag spændingsromanen "Den sidste gode mand" har han omsat romanens indhold til tegneserieform og har samtidig kogt de 500 romansider ned til 130 tegneseriesider

Vurdering

Palle Schmidts skitseagtige streg og atmosfærerige akvarelfarvelægning, som man også mødte i hans noir-krimi Stiletto, egner sig snarere til at fremmane stemninger end til at skabe klarhed. Dermed passer tegnestilen glimrende til adaptationen af Kazinskis thriller, hvis plot primært baserer sig på metafysiske mysterier. Trods flere gennemlæsninger har jeg fortsat ikke forstået, hvad det egentlig er, der foregår i fortællingen; men til gengæld har jeg ved hver gennemlæsning nydt Schmidts formidable udnyttelse af sidelayoutet og hans suggestive og atmosfærefyldte tegninger, ikke mindst billederne af et snedækket København

Andre bøger om samme emne

"Den sidste gode mand" knytter an til den litterære undergenre, man kunne kalde metafysisk-religiøst baserede spændingsromaner, med Dan Browns og Tom Egelands bøger som oplagte pejlemærker. Palle Schmidts personlige billedudtryk har næppe nogen parallel i den danske tegneserieverden