Lektørudtalelse

Forfatter: Louise Urban Andersen

Kort om bogen

Hækl tøj, tilbehør og legetøj til baby i regnbuens farver. Bogen egner sig til begyndere såvel som øvede hæklere

Beskrivelse

Dedri Uys, der også er kendt for bogen Kludehækling i stor stil, har kastet sig over hæklet tøj og tilbehør til baby. Hver opskrift indeholder faktaboks, der beskriver hvilke materialer, der skal anvendes, udstyr og hæklefasthed, men også hvilke særlige masker, der skal anvendes. Der er desuden angivet størrelser. Selve opskriften indeholder arbejdsgang og montering. Der hækles i bomuld, akryl og uld med de klare regnbuefarver i centrum. Opskrifterne er markeret med sværhedsgrad. Der er bla. opskrifter på cardigan, bøllehat og hættetrøje. Legetøjsopskrifterne tæller eksempelvis klodser, bamser og rangle. Derudover er der opskrifter på tilbehør til babys værelse som fx tæppe til gulvet, opbevaringskurve og puder. Bogen afsluttes med hækleskole, der giver tips til både de gængse, men også mere specielle masker, magisk ring, farveskift og montering

Vurdering

Herligt indbydende hæklebog, der med sine mange farver inspirerer til at gå i gang med projekterne. De tre sværhedsgrader gør det let for alle at være med, og med hækleskolen kan selv nybegyndere være med. De sværeste opskrifter i bogen vil også kunne udfordre de mere garvede hæklere

Andre bøger om samme emne

 Babyhæklet fokuserer på babytøj, mens fx Hæklerier til babyværelset koncentrerer sig om tilbehør til babys værelse