Filmvurdering

Forfatter: Ulrich Breuning

Kort om filmen

Stilfuld og syret, plat og lige i plet, velgørende original coming-of-age-fortælling, der vil henrykke forældre og filmnørder lige så meget som den primære målgruppe af teenagere, der godt kan starte allerede i 11-årsalderen

Beskrivelse

Greta er begyndt i ny skole med alt, hvad det indebærer af modgang og mobning af klassens tre træske tøser. Hendes forældre er for meget (far fortæller latrinære vittigheder ved middagsbordet) og storesøster lever i sin egen utilnærmelige verden, så Greta frygter sin kommende 15-årsfødselsdag. Og med rette: Forældrene inviterer mod Gretas vilje klassen til stor fest. Det går forudsigeligt galt, men en mærkelig drøm og ikke mindst nørden Elliott (rødt hår, tandbøjle, samler på plasticgrise og har seks marsvin) transformerer Gretas pigeverden til noget nyt

Vurdering

Fra første, lange indstilling af den usikre Greta i skoleuniform signaleres særegen stil og fortælletalent. Farverne er klare, kraftige i udsøgte kompositioner og tableauer. Som så kontrasteres af mørkt, uroligt mareridt. Meget fin film

Andre film om samme emne

I anmeldelser og selv på videocoveret refereres til Wes Anderson, især Moonrise kingdom, og den amerikanske instruktør står også bag de interessante The Royal Tenenbaums og The Grand Budapest Hotel. Men den australske debutant Rosemary Myers er også sin egen omend med yderligere hilsner til "Alice i eventyrland" i drømmeafsnittet, mest Tim Burtons version: Alice i Eventyrland