Filmvurdering

Forfatter: Ulrich Breuning

Kort om filmen

I 2016 var det tyve år siden, at Tom Cruise-succesen "Jerry Maguire" havde premiere og yderlige satte skub i superstjernens karriere. Det giver anledning til en jubilæumsudgave for skuespillerens fans og alle med interesse for amerikansk melodrama, denne gang i et pengefikseret sportsmiljø

Beskrivelse

Jerry Maguire er eftertragtet sportsagent i et stort firma. Han har ansvaret for 72 atleter. Og er fuld af selvhad! Det drejer sig nemlig kun om kynisk pengepugeri. Han skriver en inspireret nat et kampskrift, hvor mennesket og anstændighed er i fokus. Firma og ansatte hylder Jerrys initiativ. Og fyrer ham! Jerry har nu kun en tvivlsom fodboldspiller tilbage at være agent for. Kan Jerry Maguire rejse sig igen? Både instruktør Cameron Crowe og hovedrolleindehaver Tom Cruise fik stor succes med denne film, og Cuba Gooding Jr. modtog en birolle-Oscar for sin fodboldspiller. Cameron Crowe instruerede derefter den fine Almost famous og endnu en Tom Cruise-film, Vanilla sky

Vurdering

Gode skuespillere, Renée Zellweger ikke at forglemme, men alt i denne film er for meget, tudefjæsene for mange og feel good-effekterne for påklistrede forudsigelige. Men det er undertiden også lidt rart at være i trygge omgivelser!

Andre film om samme emne

Sammenblandingen af sport og penge kan opleves i mesterværket The hustler om gedulgte billard-turneringer og efterfølgeren "Det handler om penge", 1986, hvor Tom Cruise spiller sammen med Paul Newman