Lektørudtalelse

Forfatter: Stine Bille

Kort om bogen

I denne opslagsbog om dyr kan du finde ud af, hvordan forskellige dyr lever og fungerer. Du kan slå mange hundrede dyr op, og se lige så mange billeder af fx mikroorganismer, insekter, fugle og pattedyr. For naturinteresserede børn fra 8 år og op

Beskrivelse

"Børnenes store dyrebog" er et stort opslagsværk om livet på jorden. På ca. 300 sider beskrives mange forskellige dyr og organismer. Bogen starter med at give et overblik over "Livets træ", og forklarer hvordan bogen er bygget op. Herefter præsenteres læseren for hundredvis af dyr opdelt i de forskellige arter. På de fleste opslag er der ti til tyve farvefotos af dyrene, og nederst på siden en kort fagtekst. På ca. hver tiende side er det et stort farvefoto på hele dobbeltopslaget, og med en længere fagtekst om et bestemt dyr. Forrest i bogen er der indholdsfortegnelse og bagerst stikordsregister

Vurdering

Bogen er super flot, og der er tusindvis af knivskarpe farvefotos af de forskellige dyr. De store billeder på dobbeltopslagene er meget imponerende. Da fagteksten er meget kort, er bogen svær at bruge til andet end inspiration og fascination. Bogen er bearbejdet til dansk, men har bevaret sit tydelige Dorling Kindersley præg

Andre bøger om samme emne

 Mit første dyreleksikon er et andet opslagsværk om mange forskellige dyrearter. Pattedyr af Steve Parker, er en anden bog om mange forskellige pattedyr