Lektørudtalelse

Forfatter: Dorte Tissot Hansen

Kort om bogen

Praktiserende læger, der ønsker at vide mere om søvnapnø, samt patienter og pårørende til mennesker med lidelsen vil i denne bog finde en grundig faglig introduktion til emnet

Beskrivelse

Forfatteren er læge og specialist i søvnmedicin. I denne bog kommer han omkring forskellige aspekter af sygdommen søvnapnø. Efter et kort forord præsenteres sygdommen, symptomerne og de anatomiske forhold, der gør sig gældende. I de følgende kapitler præsenteres normal og påvirket søvncyklus og søvnstadier. Sygdommens sammenhæng med øvrige helbredsproblemer fx diabetes, hjertesygdomme og overvægt belyses ligesom påvirkning af immunsystem og sexliv gennemgås. Sidste del af bogen handler om, hvordan diagnosen stilles samt hvilke behandlingsmuligheder, der findes. Bogen er illustreret i form af anatomiske tegninger, fotos og grafer. Bagest ordliste med forklaringer

Vurdering

Fin saglig bog om søvnapnø, der kommer omkring mange aspekter af sygdommen. Sproget er fagligt og kan måske virke lidt tungt for den almindelige patient, men det understøttes fint af ordlisten bagerst i bogen

Andre bøger om samme emne

Dette er den første samlede fremstilling om emnet på dansk, men der findes kapitler om søvnapnø i fx Kend din søvn og den lidt ældre Søvn