Lektørudtalelse

Forfatter: Morten Brynildsen

Kort om bogen

Feedback kan traditionelt set være en svær størrelse, hvor man risikerer at dømme ens samtalepartner. Den risiko elimineres i Meetback-konceptet, hvor man på en ikke-dømmende facon holder et spejl op for den, man giver feedback. En bog primært for ledere, kommunikatører og HR-folk

Beskrivelse

Kim Fogh kender vi fra tv, hvor han i mange år har været journalist, vært og siden leder. Han er i dag direktør for et privat firma, der arbejder med udvikling og coaching af ledere. Meetback-konceptet er en overbygning på traditionel feedback. I Meetback er risikoen for et negativt og nedgørende resultat minimeret, da det tager udgangspunkt i neutral observation. Uden af fortolke og vurdere stiller man sine observationer til rådighed. Senere kan man oven på denne platform inddrage, hvordan man er blevet påvirket af samtalepartneren, og hvilke ønsker det har fostret. Bogen indeholder eksempler på Meetback brugt i praksis og en litteraturliste med forslag til videre læsning

Vurdering

Kim Fogh har fat i mange aktuelle trends såsom mindfulness, positiv udvikling og en styrkelse af livsglæde i det professionelle liv. Hans koncept bygger på dette som base, og hele idéen fremstår meget sympatisk og umiddelbart anvendelig

Andre bøger om samme emne

Mange feedback-bøger omhandler undervisning. Denne bog og enkelte lignende titler, Førstehjælp til feedback og Feedback, adskiller sig herfra ved at have en mere generel indgangsvinkel