Lektørudtalelse

Forfatter: Merete Trap

Kort om bogen

H.C. Andersens nok mest kendte eventyr "Den lille havfrue", har her fået nyt liv af den japanske kunstner Yayoi Kusama. Kan læses højt for børn, men henvender sig mindst lige så meget til kunstinteresserede voksne

Beskrivelse

Den lille havfrue længes så uendeligt efter verden over havoverfladen. Hun følger sine drømme, men kommer til at lide en tragisk skæbne på landjorden. For havheksen skal man passe på, og hvordan skal prinsen blive foresket i hende? Havfruen må ende hos Luftens døtre. Originalteksten er revideret af dr. phil. Johan de Mylius, og er holdt i et gammeldags sprog. Hoveddelen af illustrationerne er fra Kusamas serie "Love Forever" 2004-2007. Bogen er i coffee table format

Vurdering

Dette er en meget smuk og fascinerende udgave af H. C. Andersens eventyr. Yayoi Kusamas illustrationer er i en klasse for sig, og samspillet mellem den lidt triste tekst og de sort/hvide illustrationer holdt i Kusamas kendte stil, fungerer til fulde og skaber en unik læseoplevelse. Der er ikke som sådan tale om en børnevenlig udgave af eventyret, men med den rette formidler vil både barn og voksen få en fantastisk læseoplevelse

Andre bøger om samme emne

Flere dygtige kunstnere har givet nyt liv til det elskede eventyr. Her kan fx nævnes Esben Hanefeldts smukke udgave fra 2005 Den lille havfrue (Ill. Esben Hanefelt Kristensen), og Peter Madsen har også smukt illustreret det i Den lille havfrue (Ill. Peter Madsen)