Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Kort om bogen

Opskrifter på brød og kager bagt på fuldkorn. For seriøse og erfarne hjemmebagere, der er indstillet på, at vejen til godt bagværk går gennem gode kornsorter, hjemmelavet surdej og velafprøvede teknikker

Beskrivelse

Forfatteren står bag det legendariske bageri Tartine Bakery i San Francisco. I denne bagebog præsenterer han metoder, teknikker og opskrifter på kvalitetsbrød og -kager, som er kendetegnet for hans bageri. Det aktuelle udgangspunkt er fuldkorn af forskellig slags, ofte gamle korntyper, og med en basissurdej er det muligt at lave mange forskellige slags brød. I tekst og billeder introduceres metoder og teknikker, hvorefter der kommer opskrifter. Forfatteren er fortaler for digitale køkkenvægte, og hvorfor ser man i kageopskrifterne, hvor han konsekvent bruger skæve mål som fx 163 gram honning, 243 gram mel eller 57 gram smør

Vurdering

En gennemarbejdet og inspirerende bagebog med indbydende billeder af på en gang lette og rustikke brød og af lækre skærekager og småkager. Den dygtige hjemmebager vil have meget fornøjelse af bogen, mens mere uerfarne sandsynligvis vil blive afskrækket af nogle af ælteteknikkerne og af de meget præcise målangivelser

Andre bøger om samme emne

Ud over Chad Robertsons egen Det gode brød, hvor han bruger hvedemel i stedet for fuldkorn, findes fx disse bagebøger af høj kvalitet: Meyers bageri (De bedste opskrifter), Det perfekte brød, Brød med bid i, Den økologiske bager og Hjemmebagt