Lektørudtalelse

Forfatter: Hamide Kara

Kort om bogen

En beretning om at være mor til uhelbredeligt syge børn. For biografilæsere der vil møde en kvinde som insisterer på livsglæde - på trods

Beskrivelse

Forfatter Pernille Glavind Olsson skriver om livet efter Rigshospitalets diagnose. Den 6-årige datter Sally har en arveligt betinget sygdom som hun vil dø af, da helbredende behandling ikke eksisterer. Den sjældne sygdom, ataxia telangiektasia, bliver familiens nye virkelighed som de skal lære at håndtere i hverdagen: "Vi er ikke længere i krise og centrum for os selv og andre. Vi har hudflettet smerten og lagt de sørgelige rester på plads i lange baner i håbet om, at noget heler undervejs." Sorg og frygt udfordrer også forholdet til Gud: "Somme tider tænker jeg, at Sally ville være bedre tjent med et par forældre, der var stålsatte i troen og kunne svare klart og overbevisende, når hun forhørte sig om Gud." Da det andet barn, Elin, også får samme diagnose skriver Olsson, at hun insisterer på at holde familien sammen: "Måske er jeg i gang med at bygge på den grundsten, som min fars død plantede i mig, fordi jeg anerkender tabet som et vilkår i livet, mens jeg synker dybere ind i kærligheden og glæden, når den opstår."

Vurdering

En livsbekræftende beretning som beskriver sorg, afmagt og kærlighed på en gennemsigtig måde. Mørke opløses til fordel for lyset og man reflekterer over, om tro kan lindre sorg

Andre bøger om samme emne

Andre titler som også omhandler forældres sorg og tab er Efter Sara og Efter smerte kommer dybde