Lektørudtalelse

Forfatter: Jette Landberg

Kort om bogen

Smuk og inspirerende forårshavebog, der bringer læseren rundt i 20 specielle haver i Europa. For alle haveelskere, både de praktiserende og dem i lænestolen

Beskrivelse

Claus Dalby viser rundt i 20 haver i Danmark, Tyskland, Holland, England og Frankrig. Vi lægger ud i hans egen have i Risskov og rejser derefter rundt til en række haver med hver deres særpræg. Emnet er forårshaver. Dalby har besøgt nogle af haverne flere gange, så man ser udviklingen gennem foråret, fra de første løgplanter kommer frem, til Rhododendron og tulipaner står i fuldt flor. Gennem de rigt illustrerede fortællinger om de enkelte haver kan haveejeren få mange idéer både til plantevalg og anlæg. Dalby har skrevet 23 havebøger foruden denne

Vurdering

Endnu et flot værk fra Dalbys hånd. En bladrebog, der virker inspirerende alene ved sine illustrationer, men der er også mange informationer at hente i teksten, hvis man nærlæser. Da bogen kun beskæftiger sig med en enkelt årstid, vises der selvfølgelig rigtig mange fx løgplanter, magnolietræer og rhododendron, hvilket kan blive bare en lillebitte smule ensformigt

Andre bøger om samme emne

Dalby er den pt flittigste danske haveskribent, og man kan bedst sammenligne med hans egne bøger, fx Hemmelige haver, der beskriver en række danske haver. Her er ikke tale om en opslagsbøger som fx Gyldendals store havebog