Lektørudtalelse

Forfatter: Per Drustrup Larsen

Kort om bogen

Gennem to parallelle tidslinjer følger vi fire unges situation og relationer ca. 1980 og i nutiden. En bog for læsere af gode og spændende samtidsromaner

Beskrivelse

De fire unges udvikling har været meget forskellige. En bliver statsminister og dræbes først i bogen, mens bogens centrale person, Palle, bliver reklamemand og gifter sig ind i en stor dansk baseret international tøjkoncernen. Palle stikker pludseligt af til Sydamerika før konens og hans 50-års fødselsdag. Det sker for at gøre op med fortiden og finde en mening med det hele. Det er hans proces - opgøret med tøjfirmaets moral og ungdommens synder samt perspektivet for fremtiden - der er bogens omdrejningspunkt. Der er klare referencer til aktuelle forhold og problemer

Vurdering

Med klar aktuel baggrund og referencer til tendenser og begivenheder fra de forskellige tider fortælles en god samt både essentiel og eksistentiel historie, der også er spændende frem til afslutningen. Der er styr på sprog, plot og retning, så det er en fornøjelse at læse bogen, der også vil kunne bruges af en del læsekredse i kraft af sine vekslende handlingsspor og emner - og så er den både interessant og spændende undervejs

Andre bøger om samme emne

Bogen ligger med det aktuelle udgangspunkt, forbindelserne til fortiden og sin gode historie fint i sporet af og i stil med Hesseldahls øvrige gode bøger, men ikke med samme spændingsformål, som de øvrige, der havde paralleller til Leif Davidsen og Jens Henrik Jensen. Her er Hesseldahl mere på egen hånd