Filmvurdering

Forfatter: Ulrich Breuning

Kort om filmen

De er skøre de gallere! Hov! Er det ikke romerne, der er skøre i deres forfjamskede iver efter at erobre gallernes fristed? Alt er vendt på hovedet med en ny strategi, som vil glæde Asterix-fans (og hvem er ikke det?) og alle, der værdsætter animeret humor med moderne stikpiller

Beskrivelse

Cæsar raser! Han kan ikke erobre den sidste bastion, der vil fuldkommengøre det romerske imperium. Men kan man ikke erobre gallernes landsby, kan man måske så at sige opsluge beboerne! Cæsar lader et luksusbyggeri opføre foran gallernes boliger. Og de stovte galliske krigere lader sig friste af et liv i behageligt sus og dus. Dog ikke Asterix, Obelix of Miraculix!

Vurdering

Munter og flot koreograferet lammetæsk til romere er klassisk bestanddel, men der er også nutidig satire over boligbyggeri, fagforeninger og bureaukrati. Og ordet familiesammenføring høres såmænd også. Anbefales

Andre film om samme emne

Gallerne René Goscinny og Albert Uderzo skabte tegneserien om de gæve gallere i 1959. Det er siden blevet til over 30 albums og en række filmatiseringer. Først tegnefilm i stribernes design, så 'rigtige' spillefilm - og "Asterix: Byplanlæggeren", 2014 er den første 3D-animerede film. Formatet klæder både gallere og romere og fungerer fint som pendant til de 'gamle', teknisk noget skrabede tegnefilm og de ikke altid lige velfungerende live action-komedier. Danske Stefan Fjeldmark og Jesper Møller instruerede i 2006 den vellykkede tegnefilm Asterix og vikingerne