Lektørudtalelse

Forfatter: Elisabeth Bennetsen

Kort om bogen

Almindelige, kedelige snemænd er slet ikke nok for Vitello. Der skal mere til. Hvad med en afskyelig en af slagsen? En herlig vinterhistorie for børn mellem 5 og 8 år og deres voksne

Beskrivelse

En morgen er alting anderledes uden for det lille hus ved Ringvejen. Der er nemlig faldet en masse sne, og sne bygger man snemænd af. Det er også det Vitello og hans tre venner har planer om. Men når man er en møgunge som Vitello er, bliver det en kæmpestor, gigantisk, enorm og afskyelig snemand med jerntænder og plads til heste i maven. Mens drengene bygger og slæber mere sne hjem, udvikler de også en forretningside. Hvorfor ikke tage penge for at vise snemonstret frem? I bedste "Konen med æggene-stil" lægger de planer for, hvad de skal bruge alle de mange penge til, som de kommer til at tjene. Der er bare en ting. Vitellos mor har en meget klar holdning til den kæmpestore snemand, da hun kommer hjem

Vurdering

Bog nummer 19 om møgungen og stadig med samme tempo og veloplagthed i både handling og illustrationer som resten af serien. Det er herligt, at de to bag bøgerne kan tage en helt almindelig hverdagssituation og give den et tvist, som gør, at både børn og voksne morer sig, men også kan få noget ud af bogen på både børne og voksenplan

Andre bøger om samme emne

Vitello-bøgerne er før blevet sammenlignet med Villads fra Valby og Tiberius Tudefjæs, men i virkeligheden er han lige så meget det moderne og danske svar på "Emil fra Lønneberg"