Lektørudtalelse

Forfatter: Annemette Schønberg Johnsen

Kort om bogen

Kogebog, der understøtter en sund balance i mave og tarm. Har du fordøjelsesproblemer, kan kostændring være en løsning

Beskrivelse

I forfatterens række af små, handy kogebøger er temaet denne gang problemer med fordøjelsen. Uden henvisning til lægelig dokumentation fremhæver Gitte Rasmussen, at små ændringer i kosten kan afhjælpe mavesmerter, tarmluft, forstoppelse, diarré mv. Opskrifterne dækker dagens hovedmåltider og mellemmåltider, tilrettelagt for 1 person. Bagerst findes liste over råvarer, der hhv. er egnede og bør undgås. Stikordsregister. Ikke illustreret

Vurdering

Bogen er ligesom de forrige i serien overskuelig og nem at gå til, men fremstår også lidt kedelig, set i forhold til de mange farvestrålende kogebøger, der findes. Fraværet af illustrationer får den til at fremstå nøgtern og saglig, og det kan undre, at der ikke er brugt plads på at dokumentere, hvorfor nogle fødevarer skulle være bedre for maven end andre. Bogens opskrifter virker meget appetitlige og er opbygget, så de også kan supplere forfatterens tidligere slankeopskrifter. Der indikeres dog ikke andre anvendelsesmuligheder end det i titlen angivne formål

Andre bøger om samme emne

 Boost din fordøjelse på 21 dage giver et faktuelt overblik over emnet. Mere udførlig gennemgang ses i bøger som Sund mave sådan, Maven i balance og selvfølgelig bøgerne om FODMAP-diæten