Lektørudtalelse

Forfatter: Lars Larsen

Kort om bogen

Da Asta får melding om at hun er en XY-pige og derfor genetisk set en dreng, falder hendes verden sammen. Hun bliver vred og får selvmordstanker, men så møder hun Christoffer. En rørende og tankevækkende bog for unge fra 14 år

Beskrivelse

Diagnosen er et slag i ansigtet på 15-årige Asta og alting går i stå. Hun bliver vred og indesluttet, og vil ikke tale med nogen. Særligt ikke med sin mor, som presser på for at Asta skal komme gennem krisen og sige ja til en operation, og få hverdagen som pige tilbage. Men så møder hun Christoffer. Han er selv i en alvorlig krise, og de går hos den samme psykolog. Han forstår hendes situation og sammen med ham kan hun tale om det alle andre ikke forstår. Historien er en jegfortælling, og hvert kapitel starter med flashbacks og dagbogslignende beskrivelser fra tiden før og efter diagnosen. Bogen slutter med et efterskrift og en præsentation af 7 websteder om køn, seksualitet og rådgivning

Vurdering

Bogen giver et overbevisende billede af Astas identitetskrise og omverdenens reaktion. Den er skrevet med indsigt og troværdighed

Andre bøger om samme emne

XY er tredje del af en trilogi om kærlighed og identitet. De to andre er Bitchen imellem os og Hul i hovedet. Der er ikke skrevet om XY-piger tidligere, men temaet unge, sygdom og kærlighed leder tanken hen på En flænge i himlen og Bent Haller skriver om identitet, seksualitet og kærlighed i Lazarus