Lektørudtalelse

Forfatter: Per Drustrup Larsen

Kort om bogen

Et herligt gensyn med endnu en lejemorder fra 1970'ernes Norge i endnu en rigtig god Nesbø-krimi, der vil være et hit for alle Nesbøs trofaste læsere, og som også vil kunne læses af ikke-krimilæsere for sit sprog og miljøet

Beskrivelse

Lejemorderen Jon Hansen stikker fra en konflikt med gangsterchefen Fiskeren og ender i en bygd i Finnmarken, hvor han forsøger at gemme sig for de hævngerrige gangstere. I det meget religiøse Nordnorge møder han en levevis og nogle typer, han aldrig har mødt før, og han skal vænne sig til omgangsformer og traditioner. En lokal enke og hendes søn hjælper ham, og kærlige bånd opstår mellem dem. Sprog og stil er velkendt fra Nesbøs andre bøger

Vurdering

Bogens historie er fortalt med grotesk humor og i en tæt nærmest kondenseret form med rigtigt gode beskrivelser af miljøet og personerne, så jeg kunne se en film for mig. Plottet fænger og er både spændende og overraskende. Den norske titel "Mere blod" er mere rammende. Foruden spændings- og krimielementer rummer bogen en god og central historie om kærlighed mellem to meget forskellige mennesker

Andre bøger om samme emne

Bogen er helt sammenlignelig med og i serie med Blod på sneen, der foregår på samme tid og også har en lejemorder i hovedrollen, og han har også lagt sig ud med gangsterchefen Fiskeren. Bøgerne hænger således tematisk sammen, men kan læses selvstændigt fra hinanden