Lektørudtalelse

Forfatter: Jacob Holm Krogsøe

Kort om bogen

Hårdkogt kriminalroman, et trekantsdrama i det støvede Californien, hvor skæbnen spiller en central rolle. En litterær klassiker, der også har kvaliteterne til at indfange et moderne publikum, der godt kan lide skæbnetunge kriminalromaner, hvor der rent sprogligt er skåret ind til benet

Beskrivelse

Landstrygeren Frank kommer til en lille flække i Sydcalifornien. Her indleder han en affære med den gifte kvinde Cora og de to beslutter sig for at dræbe Coras mand. Forfatteren James M. Cain startede som kriminalreporter og kriminalsagen i "Postbuddet ringer altid to gange" er inspireret af virkelige hændelser. En litterær forløber for film noir-genren

Vurdering

Cain skrev tilbage 1934 en klassiker, der stadig føles fersk og brutal den dag i dag. Sproget er enkelt, stort set blottet for tillægsord, og plottet er skarpt og veludført. Desuden formår Cain at inkorporere skæbnen, som var vi tilstede i en græsk tragedie. Personerne er ubehagelige, miljøet trøstesløst, men samtidig er romanen også smuk, nærmest poetisk, i sin brutale enkelthed hvor skæbnen "ringer på" to gange

Andre bøger om samme emne

Filmatiseringerne fra 1946 og 1981 samt Cains senere roman Dobbelt dækning har mange af de samme tematikker. Denne nye udgave, med den meget smuk forside der, rent grafisk, er en gengivelse af den originale amerikanske udgave fra 1934, bruger oversættelsen af Aage Dons fra 1939. Den seneste udgave er fra 2005