Lektørudtalelse

Forfatter: Annemette Schønberg Johnsen

Kort om bogen

Opskrifter på kager, boller, godter og andre lækkerier, som sundhedsbeviste hjemmebagere let kan tilberede af gængse ingredienser fra supermarkedet. Alt er uden mælk, sukker og gluten, nogle opskrifter er raw food

Beskrivelse

Forfatteren lærte at bage hos sin farmor og blev efter konstateret allergi nødt til at lægge kosten om. Intentionen med bogens opskrifter er at de skal være simple, kunne laves med let tilgængelige ingredienser samt være mulige at skabe variationer over. Der er gennemgang af hovedingredienser og næringsstoffer, alternative melsorter og sødestoffer, samt sundhedsfordele ved at undgå sukker, mælk og gluten. Opskrifterne ledsages af farvefotos og evt. tips til variationer. Emneinddelt indholdsfortegnelse med markering af raw opskrifter

Vurdering

Appetitvækkende bagebog med ret uhøjtidelig tilgang til sund mad. Der præsenteres nogle påstande i bogens indledning, som ikke helt holder vand ift. anerkendt forskning, men som hyldes i bl.a. "kernesunde" kredse. Alle opskrifter virker ret nemme at gå til og er indbydende sat op på siderne med lækre fotos. Princippet om de almindeligt tilgængelige råvarer overholdes ikke helt - jeg har fx aldrig set cashewcreme eller ghee i Netto

Andre bøger om samme emne

I Smart sødt, Det smager sødt og Raw cake anvendes heller ikke sukker, mælk eller gluten