Lektørudtalelse

Forfatter: Bent Birk Kristensen

Kort om bogen

Om de danske varulve omkring afslutningen af 2. Verdenskrig. For interesserede i besættelsestiden, varulvebevægelsen og politiefterforskning

Beskrivelse

Forfatteren er kriminalassistent og fandt ved en tilfældighed på Politigården en pakke hvis indhold kunne relateres til den danske varulvebevægelse. Varulvene var Himmlers opfindelse, og tanken var at lokale skulle fortsætte kampen efter tysk overgivelse. Leth Pedersen kombinerer sin viden om besættelsen med erfaringer som politimand og beretter om varulvebevægelsens etablering, besættelsesmagtens rolle, fremtrædende aktører, våbendepoter og -udgravninger. Skrevet på baggrund af omfattende kildemateriale og forsynet med samtidige fotos, kilde- og depotoversigter m.v

Vurdering

Der var en del opmærksomhed om varulvebevægelsen ved krigens afslutning og årene derefter. Leth Pedersen er på samme tid en både vidende og grundig amatørhistoriker og kriminalassistent, og det er i høj grad hans fortjeneste, at varulvenes hensigter er kommet for dagen. Han har med indlevelse og engagement skrevet en spændende og letlæst beretning om bevægelsen

Andre bøger om samme emne

Der findes ikke noget selvstændigt værk om Varulvebevægelsen, men nogle af krigens terrorgrupper og deres bannerførere er behandlet flere steder, fx Petergruppen og Den aarhusianske massemorder