Lektørudtalelse

Forfatter: Jesper Holtoug

Kort om bogen

Interessant læsning om Danmark under besættelsen. Læs om tyskernes angreb på Danmark, om livet under besættelsen med mørklægning og varemangel. Og om modstandskampen, om forræderne og om alle de, der ikke rigtigt tog stilling. For alle nysgerrige over 12 år

Beskrivelse

Bogen er opdelt i 7 afsnit, som gør det let, at finde rundt i begivenhederne - og tilbage igen, når dette bliver nødvendigt. Et afsnit om 1930'erne og seks om årene i Danmark under besættelsen. Der er også overbliks-afsnit, tidstavler og ordforklaringer. Mange fotos, kort og tegninger hjælper med forståelsen

Vurdering

Dette er helt enkelt en fantastisk god fagbog om Danmark under besættelsen. Den er klar, klog og kritisk. Klart overblik og flydende sprog gør bogen let at læse. Billedsiden er også i særklasse og dertil overraskende original. Og Højgårds "tidsindstillede" stregtegninger sætter yderligere kød og kraft på historien. Denne lektør er begejstret

Andre bøger om samme emne

Der findes virkelig meget fagligt materiale om Danmark under 2. verdenskrig, men bogen her adskiller sig ved på én og samme tid at være grundigt dækkende, klar, overskuelig og let læselig