Lektørudtalelse

Forfatter: Morten Halskov Jensen

Kort om bogen

Fra vulkaner og kvælende gasser til celler, fisk, landdyr og mennesker. Billedbog om evolution for børn på 6-9 år, der er nysgerrige efter at vide mere om livets udvikling på jorden

Beskrivelse

Livets udvikling fra ingenting til den verden vi har omkring os er temaet i denne billedbog. Bogen tager sin begyndelse for 4,5 milliarder år siden og fører læseren gennem 15 illustrerede nedslag i udviklingens historie. Bobler fra vulkaner under havets overflade bliver til celler, der vokser og specialiseres. De første dyr opstår i havet for siden at vandre på land og flyve i luften. Dinosaurerne kommer til for snart efter at uddø. Og pattedyrenes epoke vinder frem med oprejste aber, der bliver til mennesker og den verden, vi kender. Bogens tekst anvender mange fagudtryk, men bagerst er en kort liste med forklaringer til disse udtryk

Vurdering

Bogens myldrende forside vækker interesse, og indholdet lever op til forventningen om at levere en præcis og godt fortalt historie om livets opståen på jorden. Der er meget formidling og mange detaljer i illustrationernes lidt naive streg, mens teksterne er korte og præcise - dog med mange fagudtryk. Bogens balance mellem at tegne de store linjer og samtidig bidrage med detaljeinformation lykkes ganske godt. Inspirerende og vedkommende naturvidenskabelig formidling. Velegnet til dialogisk oplæsning

Andre bøger om samme emne

En anden bog om emnet "evolution" kunne være Historien om livet på Jorden