Lektørudtalelse

Forfatter: Lene Hedengran Rasmussen

Kort om bogen

En saglig og velfunderet bog om kost og graviditet, hvor man kommer rundt om vægt, mad og drikke og præsenteres for den nyeste viden om hvad der er go og no-go, når man er gravid, eller prøver på at blive det

Beskrivelse

Bogen, der er 2. udgave, bevæger sig igennem vægt før og efter fødselen, bizarre spisevaner, træning, tvillinger, fisk, drikkevarer, vitaminer, spiseforstyrrelser og meget mere. Den er opdateret med den nyeste viden i forhold til den tidligere udgave. Bl.a. står der mere om allergi i denne nye udgave, og der er kommet lidt mere med om, hvordan man bl.a. ved hjælp af kosten lettere bliver klar til en ny graviditet. Bagest er der kommet en side med internethenvisninger, hvor man kan læse mere om emnet

Vurdering

En god og informativ bog, der i indhold lægger sig tæt op ad 1. udgave. Langer er fagmand, uddannet læge, men skriver til menigmand; hvilket giver en solid bog med god ballast, der kan forstås uden kendskab til området i øvrigt. Der veksles fint mellem informative afsnit, faktuelle bokse, beretninger og indholdsoversigter. Det hele illustreres med enkle billeder

Andre bøger om samme emne

Første udgave af bogen udkom i 2004. En anden god bog om emnet er: Sund mad til gravide og ammende