Lektørudtalelse

Forfatter: Alma Lind Jensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

En bog med et klar mission om at ændre på behandlingen af stofskiftesygdomme. Bogen er således ikke en selvhjælpsbog, men alligevel en bog først og fremmest til patienter, som kan bruge informationerne til at lægge pres på sundhedssektoren, hvis ansatte selvfølgelig også må være en målgruppe

Beskrivelse

Bogen er amerikansk i sit udgangspunkt, men er helt relevant i dansk sammenhæng. Forfatteren er selv stofskiftepatient og fortaler for disse, idet hun har oplevet en nærmest mirakuløs forbedring af sin situation, da hun begyndte at tage naturlige stofskiftehormoner i stedet for det syntetiske T4. Hormonsystemet er et fintmærkende sammenhængende system, så da der kom forbedring på stofskiftedelen, blev der samtidig rettet op på andre helbredsproblemer. Bogen er et opgør med diagnostiseringen og behandlingen, som den foregår i dag. Den gode nyhed er, at der rent faktisk findes bedre metoder til begge dele. Det er først og fremmest det, bogen handler om. Hertil kommer grundig information om hele problematikken og dens mange facetter, forslag til fødeemner og tilskud, der stimulerer stofskiftet, samt omfattende litteratur- og web-henvisninger

Sammenligning

I modsætning til andre bøger om stofskiftesygdomme som fx Få livet tilbage : en bog om lavt stofskifte og Spis dig til et superstofskifte er her ikke tale om selvhjælp men alene om information med henblik på samarbejdet med lægen

Samlet konklusion

Særdeles oplysende bog om stofskiftelidelser til patienter og lægestand. Bør anskaffes bredt