Lektørudtalelse

Forfatter: Kresten Søe Christensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Til historisk interesserede som ønsker uddybet vinklen på dansk deltagelse i 1. verdenskrig

Beskrivelse

30.000 dansksindede sønderjyder måtte mod deres vilje trække i tysk uniform under 1. verdenskrig, hvor 6.000 mistede livet. Denne bog er sammensat af øjenvidneskildringer, som Foreningen af dansksindede sønderjydske Krigsdeltagere nedskrev i perioden 1941-1972. I alt over 600 skildringer, hvoraf de stærkeste er udvalgt til denne bog. Nogle er fra højsøflåden, andre fra fronterne i øst og vest. Der er ofte tale om dramatiske oplevelser af krigens gru, sult, angst og sorg over tabet af gode kammerater, men også de små glæder fx ved modtagelse af post hjemmefra. Beretningerne gengiver samtidsatmosfæren fint og fremstår meget indlevet for læseren, der her virkelig får indblik i de rædsler, som reelt gemte sig bag de ofte tørre frontberetninger. I kraft af sin opbygning med springende kronologi og enkeltstående beretninger er bogen bedst egnet til at give et supplerende stemningsbillede af soldaternes vilkår, mens selve krigen og dens samlede forløb - også inkl. den specielt sønderjyske vinkel - er bedst dækket ind gennem nedenstående titler

Sammenligning

Om emnet mere bredt krigshistorisk Danskere på Vestfronten 1914-1918 og Sønderjyderne og den store krig 1914-1918

Samlet konklusion

En kalejdoskopisk samling senere nedskrevne øjenvidneberetninger, som indlevet i frøperspektiv gennem den enkelte soldat både belyser krigens gru og de dansksindede sønderjyders vilkår i tysk krigstjeneste i 1. verdenskrig