Lektørudtalelse

Forfatter: Signe Rugtved Andersen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Den actionfyldte og humoristiske skildring af duen Didriks deltagelse i den årlige kapflyvning vil med sine mange ordspil og slang-udtryk more især de 5-7-årige drenge. Forsiden, der portrætterer Didrik, som beskydes af den hillbilly-agtige Peter Plukfjer, sætter fint tonen for resten af bogens indhold

Beskrivelse

I denne anden bog om Jens Vilstrups troskyldige due træner Didrik til den årlige kapflyvning; "Slaget på Reden". Den onde due Spejlæg - "verdens hårdeste æggeleder" - og hans lakaj Rullekrage lægger imidlertid skumle planer, der vil spolere Didriks forsøg på at vinde kapflyvningen og derved opnå titlen som "Årets Fuglekonge". Heldigvis får Didrik hjælp fra sine duevenner fra storbyen og de fire venner udklækker en snedig plan, der ikke alene sikrer Didrik i kapflyvningen, men som også omfatter en storstilet redningsauktion mod den nærliggende kyllingefarm. Den omfangsrige tekst flyder let i et dialogrigt sprog og ledsages af Claus Riis' vilde og karikerede illustrationer, der udvider teksten med detaljer og små sidehistorier, der tåler mange gensyn

Sammenligning

Bogen vil fornøje børn og voksne, der holder af sproglige fjollerier og skøre historier, som vi kender dem fra fx Claus Riis' Lille Rygende Fis, 2011, og Glenn Ringtveds Da far var knægt, senest 2004

Samlet konklusion

Den spøjse historie vil med sine sproglige spidsfindigheder og skægge illustrationer underholde de 5-7-årige børn og deres voksne oplæsere, der også vil more sig, om end ikke nødvendigvis over det samme som børnene