Lektørudtalelse

Forfatter: Torben Wilhelmsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Underholdende fagbog om fodboldklubben Manchester United til fritidslæsning for fodboldinteresserede fra ca. 10/11 år

Beskrivelse

Fagbog af svensk oprindelse om fodboldklubben Manchester United. Bogen er kronologisk opbygget og starter med byen Manchesters oprindelse. Derefter hører vi om Uniteds historie, om klubbens op- og nedture og om de mange fodboldstjerner, der har spillet på det berømte hold. Undervejs krydres teksten med en lang række faktabokse mv. om resultater, rekorder, statistikker osv. Et særligt opslag er helliget danskere, der har spillet for Manchester U. På et opslag kan vi læse om den nuværende trup, og den nu fyrede træner David Moyes præsenteres i bogen som den nye up-and-coming stjernetræner - så hurtigt kan det gå i topfodbold! Bagest quiz og spil, der knytter an til klubbens spillere og historie. Bogens tekst er velskrevet og illustreret med flotte fodboldfotos mv

Sammenligning

I 2012 udkom hele 3 bøger om Manchester U. af samme tilsnit som nærværende bog. Bøgerne Rundt om Manchester United (som er lidt mere omfangsrig) og Man U - Manchester United er lidt sværere end nærværende bog, der har nogenlunde samme niveau som den 3. bog Alt om Manchester United

Samlet konklusion

Underholdende bog til fritidslæsning for fodboldinteresserede om én af de helt store engelske klubber, som der dog allerede findes tre nyere (2012) fagbøger om på børnebibliotekets hylder