Lektørudtalelse

Forfatter: Ole Laursen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Eventyrets urkraft når ud til alle aldre, og således også dette eventyr. Men en primær målgruppe for historien vil være de 4-7-årige

Beskrivelse

For første gang siden 2003 kommer en ny billedbogsudgave af dette eventyr af H.C. Andersen fra 1842. Teksten er der naturligvis ikke lavet om på. Den er i den moderne retstavning, som det har været gældende for udgaverne i de seneste mange årtier. Bagsideteksten lover, at her er tale om en ny klassiker. Og det er ikke helt ved siden af. Ursula Seebergs illustrationer er undertiden meget smukke. Det gælder fx hendes naturalistiske gengivelser af nattergalen og rosen. Især nattergalen i sit træ mod en mørkeblå nattehimmel er meget smuk. Illustrationerne rummer dog også en del humor fx i portrætterne af prinsessen og hofdamerne. Ny udgave af Svinedrengen med klassikerpotentiale!

Sammenligning

Gennem årene har kunstnere som Svend Otto S. (1972), Bjørn Wiinblad (1975) og Palle Bregnhøi (1971) illustreret dette eventyr. De to seneste billedbogsudgaver er Rina Dahlerups udgave fra 1996 og Kaj & Andrea udgaven fra 2003 med Sussi Bechs tegninger. Den nye udgave kan måle sig med dem alle

Samlet konklusion

På sin plads med en ny udgave af Svinedrengen - især når den er så veludført som denne. Den nye udgave rummer både humor og stor skønhed. Blandt de absolut bedste blandt udgaver af Svinedrengen