Lektørudtalelse

Forfatter: Katja Larsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Endnu en flot og indbydende bog om armbåndsure primært til mænd fra Kristian Haagen. Bogen er ideel som både bladrebog og grundigere læsning

Beskrivelse

Dette er nr. 3 bind i serien Armbåndsure : facts og fortællinger fra den tikkende verden af samler og ur-entusiast Kristian Haagen. Denne gang er forordet skrevet af kunstneren Kristian von Hornsleth og for første gang er der et helt afsnit omhandlende armbåndsure til kvinder. Forfatteren gennemgår egne personlige favoritter af herrearmbåndsure samt ure solgt på auktion, blandt andet uret som tilhørte Stein Bagger. Til sidst gennemgås nyheder set på årets urmesser

Sammenligning

Inden denne serie var Kristian Haagen medforfatter på Den lille kvadratiske ur-guide fra 2007, som har det minus at formatet er lidt småt til biblioteksbrug. Og ellers må lånere ty til engelsksproget litteratur

Samlet konklusion

Flotte nærbilleder og et letlæst sprog gør denne bog til en indbydende bladrebog om et emne der primært henvender sig til mænd. Spændende om afsnittet om kvinders armbåndsure kan invitere kvindelige læsere