Lektørudtalelse

Forfatter: Per Månson

Anvendelse/målgruppe/niveau

Dette er bogen for alle skakinteresserede på alle niveauer, og den skal nok formidle sig selv, da den kun henvender sig til målgruppen

Beskrivelse

Forfatteren er oprindelig skakredaktør på Berlingske Tidende, men har siden 2007 arbejdet som forlægger og skrevet bl.a. sportsbiografier over Arne Nielsson, Lars Christiansen og Ulrik Wilbek. Projektet har været i gang siden 1981 og startede i et tæt samarbejde med Danmarks største skakspiller gennem tiderne, Bent Larsen. Via BL og en række andre skakfolk og -historikere har Løfberg fået samlet stort set alle nedskrevne partier fra den spæde start i Holstebro til her i første bind jubilæumsturneringen i København 1965. Der er planlagt to bind yderligere, som næppe bliver mindre. De mange turneringer og enkeltkampe bindes sammen af biografisk stof og kommentarer, der ret hurtigt bliver BLs egne. Det er en guldgrube for alle skakinteresserede og den er forsynet med omfattende bibliografi og snart sagt alle tænkelige registre

Sammenligning

Der er skrevet meget om BL og hans skakspil, ikke mindst fra BL selv, men aldrig har der været et så komplet værk som dette tegner til at blive

Samlet konklusion

Et uundgåeligt værk i enhver samling skaklitteratur, så ryd en halv hyldemeter til det færdige værk