Lektørudtalelse

Forfatter: Pia Petersen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Højtlæsningsbog der kan læses for børn fra ca. 6-7 år. Kan læses selv fra ca. 11 år, men vil have godt af enten at blive bearbejdet i skolesammenhæng eller blive talt om med en voksen

Beskrivelse

Jenny Bendix Becker har bearbejdet den nyoversættelse af Tusind og en nat, som Forlaget Vandkunsten udgav i oktober 2013. Dette er det første bind af tre planlagte for børn. Der er fire historier med; "Historien om den fire gange myrdede pukkelryg", "Historien om Sindbad Søfareren", "Ibenholthesten" og "Historien om Ali Baba og de fyrretyve røvere, som blev slået ihjel af en slave". Alle historierne er fortalt i overensstemmelse med de originale udgaver, men vi hører ikke om Shahrazad i denne. Historierne er illustreret af Cato Thau-Jensen i hans vanlige stil. Illustrationerne, der er farverige og let groteske, passer godt til historiernes særegne eksotiske stemning, og disse vil også kunne analyseres med udbytte

Sammenligning

Der er udkommet mange udgaver af historierne fra Tusind og en nat for børn. Seneste højtlæsningsbog der er udkommet er Aladdin og tre andre historier : 1001 nats eventyr (2008), der er gendigtet af Josefine Ottesen og illustreret af Sussi Bech. De to bøger har forskellige udtryk og det ville være spændende i skolesammenhæng at sammenligne dem

Samlet konklusion

Første bind af tre planlagte bøger med historier fra Tusind og en nat. Kan opstilles med højtlæsningsbøgerne, eventyrene eller klassikerne alt efter bibliotekets samling