Lektørudtalelse

Forfatter: Christine Christensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Lettilgængelig og enkel selvhjælpsbog, der kan bruges af dem, der ønsker at arbejde med følelsesmæssig afhængighed og uhensigtsmæssig bagage fra barndommen

Beskrivelse

Forfatteren, der er psykoterapeut med egen praksis, har skrevet flere bøger om selvværd og parforhold. Helterejsen tager, med udgangspunkt i en række eventyr, fat på mulige traumatiske forhold i opvæksten, der kan resultere i manglende selvværd og uhensigtsmæssige familiemønstre. Det er en enkel og overskuelig bog, der på relativt få sider introducerer læseren til forskellige fokusområder omkring selvværd og mulighederne for at bearbejde barndom og ungdom i et terapeutisk arbejde. Gennem en række eksempler og cases afdækkes de bagvedliggende årsager til følelsesmæssig medafhængighed. Sproget er enkelt og øvelser og eksempler lette at gå til, men eventyrvinklen vil for nogle virke lidt påtaget. Bogen indeholder ikke meget nyt, men kan bruges som en appetitvækker til at fordybe sig yderligere i emnet

Sammenligning

Der findes mange gode bøger om at styrke selvværdet. Selvværd af Gloria Steinem fokuserer på, at det aldrig er for sent at få en lykkelig barndom og at alle tillærte handlingsmønstre kan ændres. Irene Henriette Oestrichs Bedre selvværd handler også om at styrke selvværdet ved at mærke sig selv i hverdagen

Samlet konklusion

En lille overskuelig selvudviklingsbog, der med et eventyrfokus giver gode råd og inspiration til at bryde med uhensigtsmæssig adfærd og traumer fra fortiden. Bogen kan bruges som en introduktion til emnet