Lektørudtalelse

Forfatter: Hans-Christian Uth

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen henvender sig først og fremmest til forældre til børn i 6-11 års alderen, men pædagoger og lærere vil muligvis også kunne finde inspiration bl.a. i relation til folkeskolereformens aktivitetstimer og lektiehjælp

Beskrivelse

Bogen er et kvadratisk hæfte med et væld af inspirerende og dokumenterende illustrationer - alle med billedtekster. Opsætningen er overskuelig, selvom der er en livlig farvebrug. Brødteksten er klar og kortfattet og taler direkte til læseren. Vigtige pointer er fremhævet med fede farvede typer. Efter indledningsafsnit om læsningens betydning og forældrerollen følger en lang række småafsnit med gode råd, inspiration til aktiviteter samt konkrete oplysninger om læsestrategier - herunder sværhedsgrader og læsehastighed, hvor der tages de forbehold, der skal. Bogens sidste afsnit er nogle reklameafsnit for forfatteren og firmaer. Fremhævelsen af bestemte forlag virker problematisk i en skole- og bibliotekssammenhæng. Bogen rummer indholdsfortegnelse

Sammenligning

Der findes en del artikler om emnet men kun en enkelt bog: Forælder læs med dit barn fra 2011. Den er et idékatalog til årets 52 uger

Samlet konklusion

Et godt og relevant initiativ, som kan være med til at dække et stigende forældrebehov om støtte til læseindlæringen