Lektørudtalelse

Forfatter: Sanne Caft

Anvendelse/målgruppe/niveau

Ungdomsbog og cross over, der kan læses fra 15 år og op. Den handler om tidsrejser og om at redde verden. Der er fart og tempo over den underholdende historie, men de mange skift i tid og sted kræver en koncentreret læser. Første del af serie

Beskrivelse

Året er 2009. Den 19-årige Jackson kan rejse i tiden men bortset fra det, er han en normal fyr, der går på college. Hans tidsrejser er bare underholdning, indtil hans kæreste bliver skudt af fremmede, og han i panik springer to år tilbage i tiden, hvor han strander uden at kunne komme frem til nutiden. Og pludselig er de fremmede, der skød hende, til stede i fortiden, og de har en mission. De vil rekruttere eller dræbe ham pga. hans evner som tidsrejsende. Hvor langt er han villig til at gå for at redde Holly - og hele verden? Sproget er letflydende og nemt at læse. Forsiden er iøjnefaldende med en ung dreng og pige, der rækker sig mod hinanden svævende på en stormfyldt himmel. Delvis action, delvis romantisk historie, delvis teknikroman. Fyldt med de sædvanlige og forvirrende tidsparadokser

Sammenligning

Bogen Tempest med undertitlen "fanget i fortiden" minder om filmen Jumper, 2008, hvor hovedpersonen også var en tidsrejsende ung mand på flugt og mission. Den minder også om tv-serier som Dr. Who og Alias, der også blander tidsrejser med pseudovidenskabelig teknik i en underholdende og ikke særlig dybsindig cocktail

Samlet konklusion

Ungdomsbog om tidsrejser og kærlighed i frapperende stil med mange tidsspring, skumle planer og tidsparadokser