Lektørudtalelse

Forfatter: Vera Hollerup

Anvendelse/målgruppe/niveau

Denne bog henvender sig primært til læsere, der ynder fortællinger om paranormale væsener og deres forbindelser og kærlighedsforhold til normale mennesker - samt de mange konflikter og intriger, der opstår i disse situationer. Den flotte og fængende forside med de tre hovedpersoner indikerer på udmærket vis bogens temaer: Paranormal uhygge, romantisk intrige og mystik. Bogen er sidste bind i en populær trilogi og fordrer derfor ingen særlig formidling

Beskrivelse

Den 17-årige halvengel, Willow er med kæresten, Alex og halvenglen, Seb i Nevadas ørken for at forberede det sidste afgørende slag mod englene. Men det er lykkedes for englenes leder, Raziel at gøre dem stærkere end før. Raziel er Willows far, men det er ikke familiefølelser, der plager ham, og han ønsker kun at dræbe Willow, der er en trussel mod englene. Bogen er meget velskrevet og utroligt spændende. Personerne er psykologisk interessante og skildret på en måde, der bringer læseren helt ind på livet af dem. Willows personlige konflikter og åndelige udvikling er skildret inciterende og vedkommende. Den dramatiske og konfliktfyldte handling leder med stigende spænding frem mod Willows endelige opgør med englene og hendes hadefulde far

Sammenligning

Denne bogs læsere bør også læse Stephenie Meyers Tusmørke-serien, der ikke handler om engle - men om vampyrer og varulve. Men de har den konfliktfyldte romance til fælles

Samlet konklusion

En velskrevet og flot disponeret fantasy-trilogi med et galleri af interessante og psykologisk velbeskrevne personer