Lektørudtalelse

Forfatter: Henrik Munch Jørgensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Faget KLM (kristendomskundskab/livsoplysning/medborgerskab) er et forholdsvis nyt fag i læreruddannelsen (2007), som samtidig er under udvikling og forandring. Denne bog passer til den seneste bekendtgørelse (2013). Bogen indeholder dannelsesmæssige perspektiver som har relevans for både undervisere og studerende på læreruddannelsen i al almindelighed. Derudover er bogen oplagt at anvende som grundbog i faget KLM

Beskrivelse

Bogen er bygget op over fem temaer: Globalisering og modernitet, Individ og fællesskab, Majoritet og minoritet, Magten til fortolkning samt Læreren som værdiformidler. De enkelte temaer kan sagtens læses uafhængigt af hinanden, men bogen bør læses i sin helhed. Tilgangen til temaerne er diskuterende, hvilket tvinger læseren til selv at forholde sig til temaerne, hvilket indirekte er med til at udvikle lærerstuderende og gøre dem bevidste om deres lærerrolle

Sammenligning

Bogen kan læses i samspil med andre udgivelser om KLM eller om specifikke delområder indenfor KLM. Det kunne eksempelvis være titler som Kristendomskundskab, livsoplysning og medborgerskab, 2010 eller Verdensborgeren som pædagogisk ideal, 2005

Samlet konklusion

God grundbog til KLM-faget. Velskrevet med en diskuterende tilgang, som sætter tanker og overvejelser i gang hos læseren og får lærerstuderende til at reflektere over egen lærerrolle