Lektørudtalelse

Forfatter: Mads Overmark

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen henvender sig til børn i 3.-4. klasse og kan bruges til træning af indholdslæsning, som en del af et emne om sagn og myter, til sammenligning med andre tekster med samme motiv eller til læsning i fritiden. Svage læsere i 5.-6. klasse kan også have glæde af historien

Beskrivelse

Den tragiske fortælling om Ikaros og hans far, Dædalus, der bygger en labyrint, som skal holde uhyret Minotauros spærret inde. Efter endt arbejde bliver de fanger hos kong Minos. Han frygter, de vil fortælle verden om labyrintens hemmelighed. Ikaros og Dædalus fremstiller vinger af fjer og bivoks for at flyve bort fra deres vogtere, men Ikaros bliver overmodig og flyver for tæt på solen. Bivoksen smelter, og Ikaros styrter i døden. Historien er ledsaget af farvetegninger, der med en let humor tager lidt af tragediens brod. Illustrationerne kan også bruges til arbejdet efter læsningen. På bagsiden er der lister over tekstens lange ord, samt ord og vendinger der kan være svære. Et godt redskab til læreren. Sproget og indhold bør ikke give problemer for målgruppen

Sammenligning

En noget lettere udgave af sagnet er Flyv ikke højt : historien om Ikaros, 2005. Historien kan også findes i forskellige antologier fx Græske myter, 2009

Samlet konklusion

En udmærket genfortælling af myten til børn på mellemtrinnet