Lektørudtalelse

Forfatter: Conni Boll Christensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

For nuværende og kommende grødspisere, der gerne vil udvide det traditionelle grødbegreb og løfte det til højere niveau

Beskrivelse

Lasse Skjønning Andersen driver på Nørrebro i København verdens formodentlig første grødbar. Han er især optaget af det nordiske køkken og vil gerne genindføre grød som rigtig mad. Grød indeholder 75 opskrifter, der spænder over morgen-, aften- og dessertgrød. Aftengrøden hører hjemme i det salte køkken og byder bl.a. på risotto, congree, daalgrød og grød-deller lavet af rester. Opskrifterne er inddelt efter årstider og præsenterer genopdagede kornsorter som emmer, spelt og perlebyg. Der er også nyfortolkninger af velkendte retter, som fx havregrød og øllebrød. Retterne er ikke for helt nybegyndere, fordi der skal holdes øje, røres godt rundt og tilberedes topping. For mig var resultatet overraskende velsmagende og indbydende. Katrine Klinken har skrevet forord i bogen, som indeholder faktuelle oplysninger, et register og fotos af alle retter

Sammenligning

Gitte Heidi Rasmussens Grød og Nana Juul Hansens Tilbage til grøden indeholder også faktuelle oplysninger og opskrifter

Samlet konklusion

Lasse Skjønning Andersen udvider grødbegrebet og tænker både nyt og anderledes i denne meget indbydende kogebog, der bør få flere til at springe på grød-vognen. Bogen anbefales varmt