Lektørudtalelse

Forfatter: Lars Ovesen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bornholm besat egner sig for læseren med lyst til en dokumentarisk beretning fra et overset hjørne af 2. verdenskrig. Derudover kan bogen bruges i forbindelse med opgaveskrivning

Beskrivelse

Som titlen antyder drejer denne bog sig udelukkende om Bornholm, og om hvilken rolle denne smukke ø spillede under 2. verdenskrig. Bogen er kronologisk opbygget og tager sin begyndelse med tyskernes besættelse, og afsluttes med at russerne forlader øen. Som før nævnt er bogen dokumentarisk og bygger således på hundredvis af kilder af meget forskellig karakter. Disse indbefatter øjenvidne skildringer, dagbøger, avisartikler og breve for bare at nævne nogle enkelte. Forfatteren har forsøgt at gøre beretningen både levende og sandfærdig, hvilket han er sluppet rigtigt godt fra. Selve bogen er i softback kvalitet og indeholder et væld af billeder der alle er i sort/hvid

Sammenligning

2. verdenskrig er meget beskrevet i dansksproget litteratur, men denne titel har samme emnekreds som Det kostede dem livet : beretningen om 9 unge bornholmere der mistede livet i forbindelse med den tyske besættelse af Danmark 1940-45 fra 2010

Samlet konklusion

En meget spændende dokumentarisk bog, der tager læseren med på et overset kapitel i 2. verdenskrigs historie. Kan varmt anbefales de danske folkebiblioteker, både store som små