Lektørudtalelse

Forfatter: Pia Petersen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen er skrevet primært til dagplejere og dagplejepædagoger, men kan også bruges af andre der arbejder med børn mellem 1/2 og 3 år og forældre til børn i denne alder. Bogen er udkommet i forbindelse med FOA's konference "Kvalitet i dagplejen". Bogen har spiralryg

Beskrivelse

Forfatter er motorikvejleder og underviser dagplejere. Denne bog handler om, hvor vigtigt det er at arbejde kontinuerligt med de små børns motorik. De første 70 sider indeholder introduktion til bogen og teori om børn og motorik. På de næste ca. 100 sider er der forskellige øvelser, man kan lave med børn og på de sidste sider er der register og litteraturliste. Bogen er hele vejen igennem flankeret af fine, klare fotografier og af bokse med citater, der understøtter teksten. Det er både børn og voksne der citeres. Øvelserne virker nemme at gå til og mange af dem kan tilpasses antallet af deltagere og også til deltagernes motoriske niveau. Man kan altså bruge bogen både i hjemmet med egne børn og til fællessamlingerne, hvor der er mange børn. Som forælder er der mange af øvelserne man kan bruge, og til fødselsdage kan man lade sig inspirere af øvelserne, fx "burgermassage" kan være en sjov leg, også for ældre børn end 3 år

Sammenligning

Denne ligner Leg så benene vokser : legebog for vuggestuebørn, 2011, der har det samme formål med at sætte fokus på de mindste børns bevægelse. Denne virker dog mere tilgængelig pga. de mange fine fotografier

Samlet konklusion

God bog om at sætte fokus på de mindstes motorik. Største minus er spiralryggen