Multimedievurdering

Forfatter: Henrik Schou

Anvendelse/målgruppe/niveau

PS3. Get ud and dance er et dansespil til PS3, der anvender en Move Controller og et Playstation Eye. Spillet er for danseglade drenge og piger fra omkring 8 år og op. Sproget er engelsk. PEGI: 12

Beskrivelse

Præmissen i Get up and dance er simpel. Spillet byder på 40 mere eller mindre kendte popsange, som spilleren med en Playstation Move controller i hånden skal "danse" til. Det gøres helt konkret ved at gentage de bevægelser, som danseren på skærmen foretager sig. Nogle af numrene fungerer bedre end andre, da det ikke altid er lige let, at få bevægelserne til at passe med rytmen i musikken. Spillet tilbyder også en co-op mode for to eller flere spillere, der kan danse sammen, en practice mode og slutteligt en fitness mode, hvor man anvender spillet som et træningsprogram. Spillet kan ikke spilles uden et PlayStation Eye og en Move controller, hvilket begræser målgruppen en del. Grafisk er spillet meget tæt på at ligne Ubisofts Just dance 3 - faktisk er spillet på mange måder en kopi af Just dance-serien

Sammenligning

Get up and dance er som sagt tæt på at være en kopi af Ubisofts populære Just dance 3 - bortset fra at sangene er mindre kendte end listen af sange i Just dance 3

Samlet konklusion

Det vrimler med dansespil til Playstation Move og Get up and dance er endnu et af slagsen. Det formår dog ikke at skille sig ud fra konkurrenterne. Men på den anden side så er spillet teknisk velfungerende og det er ganske underholdende i multiplayer, så man kan sagtens anbefale dette dansespil til spillere med det rigtige udstyr til deres PS3