Multimedievurdering

Forfatter: Frederik Nielsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Nintendo DS. Lego Harry Potter - years 5-7 er et adventurespil og fortsættelsen til det første og populære Lego Harry Potter - years 1-4. Sagaen om den unge Harry afsluttes med de sidste tre bøger og fire film, og spillet bygger videre på den kendte og elskede Lego-formular, der har haft stor succes i de senere år. PEGI: 7 med ikon for vold og uhygge, men det er ikke udpenslet, så målgruppen er fra 5 år, da det ikke er så uhyggeligt som filmene og de andre spil kan være. Der er ikke tale i spillet, men der kan vælges dansk tekst, hvilket er en fordel for de yngre spillere

Beskrivelse

Spillet er delt op i kapitler inspireret af de enkelte film men tilpasset det mere enkle Lego-univers. Alle de kendte figurer og miljøer er med og spillet er primært bygget op af indsamling af klodser og lette puzzles. Løse klodser bruges til at bygge fx broer og andre hjælpemidler til at komme videre i banerne. Trolddom bruges også men hovedparten af spillet består af indsamlingen og simple tryk på en knap for at komme videre. Selvom at spillet spilles i kronologisk rækkefølge, kan man genspille banerne primært for at finde alle klodserne og bonustingene på banerne for at opnå 100% gennemførelse og låse op for mere af spillet. Grafikken og styringen er fin og passende til målgruppen men lydsiden er kedelig

Sammenligning

Spillet minder meget om det første Lego Harry Potter - years 1-4 og de efterhånden mange andre Lego-titler

Samlet konklusion

Spillet bliver helt sikkert et hit på biblioteket. Det er et oplagt spil på børnebiblioteket, men det er underholdende både for børn og voksne