Lektørudtalelse

Forfatter: Rikke Skuldbøl Jakobsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Ny bog med dukkesyning som tema, som henvender sig til kreative børn fra ca. 10 år og deres voksne. Forsidefotografiet formidler temaet på særdeles indbydende vis

Beskrivelse

Forfatteren introducerer teknikken bag syning af Tusindfryd-dukker, som, hvis man følger vejledningerne, er ca. 40-45 cm. høje. Bogens dukker har et enkelt kropsligt udtryk med neutrale ansigter, som ifølge forfatteren er valgt for at stimulere barnets egen fantasi. Dukkerne er fremstillet af tubegaze med bomuld som fyld. Bogen indeholder flere gode indføringer - fx gode råd inden man begynder, info om materialer, forhandlerliste og vask af dukkerne. Bogen går struktureret frem med gode beskrivelser i skrift og dertil hørende indbydende fotografier med et foto til pr. beskrevne punkt. Bogen slutter med vejledning til syning af tilhørende dukketøj

Sammenligning

Bogen kan bedst sammenlignes med lignende håndarbejdsbøger for samme målgruppe om fx strømpedukker. Her kan Ulla Paaskes bøger fremhæves

Samlet konklusion

En flot bog som er nem at gå til. Formidlingen skal klart fremhæves, idet læseren guides rationelt og overskueligt trin for trin gennem enkel og forståelig tekst og tilhørende indbydende billeder