Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Kronborg

Anvendelse/målgruppe/niveau

Vindens passagerer henvender sig til unge og (især) til voksne

Beskrivelse

Værkudgaven af tegneserieklassikeren Vindens passagerer indeholder ikke noget ekstramateriale, som man ellers ofte ser det i forbindelse med samlede udgaver af albumserier. Men bortset fra dette lille minus er der grund til at glæde sig over, at 5-binds serien om den egenrådige Isa og hendes oplevelser blandt sømænd, slaver og slavehandlere sidst i 1700-tallet nu igen er tilgængelig for tegneseriepublikummet. Det er 30 år siden, seriens første bind første gang blev udsendt på dansk, og siden har Vindens passagerer opnået klassikerstatus som banebrydende voksentegneserie og som pejlemærke for en endeløs række af fransk-belgiske tegneserier med historien som omdrejningspunkt. Bourgeons valg af en stærk kvinde som hovedperson kombineret med seriens gennemgående frihedstema er to vigtige årsager til, at Vindens passagerer blev en stor succes ikke mindst hos de kvindelige læsere

Sammenligning

Blandt de mange arvtagere til Vindens passagerer inden for den historiske genre falder Cothias og Juillards Spurvehøgen samt Trillo og Rissos Fulu i øjnene. Bourgeon har selv for nylig føjet to bind med fællestitlen Barn af Kaimantræet til sit hovedværk

Samlet konklusion

Bourgeons farverige, eksotiske og let erotiske beretning om slavehandelen i 1700-tallet lever stadig i bedste velgående, ikke mindst i kraft af den slagkraftige blanding af grundig research, levende personskildringer og en stærkt dynamisk billedside