Multimedievurdering

Forfatter: Finn Christiansen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Nintendo DS. Samling af minispil baseret på spillefilmen fra 2011 om smølferne. Målgruppen er børn fra 5 år og et par år op. Sværhedsgraden er passende til målgruppen, men sproget er en barriere. En væsentlig del af indholdet er nemlig en interaktiv billedbogsfortælling baseret på filmen, hvor fortælleren er på engelsk. Historien giver kun mening for danske børn, hvis der er en forældre til hjælp, og det er lidt upraktisk med DS'ens lille skærm. PEGI: 3

Beskrivelse

Smølferne blev født i 1960'erne, og har gennem flere renæssancer været populære som tegneserier og figurer. Nærværende spil er opdelt i tre hoveddele: minispil, billedbog og smølfesamling. Minispillene består af seks meget simple spil - en malebog, påklædningssmølfer, kage-pyntning og videre i den dur. Mellem minispillene kan man vinde smølfer til sin personlige samling. Billedbogen er som nævnt på engelsk, men bortset fra det, ganske fint lavet. Smølfesamlingen giver dig overblik over de smølfer, som du har indsamlet. Der er ikke materiale til underholdning i særlig lang tid. Jeg vil mene, at selv de mest smølficerede unger vil have udtømt mulighederne og samlet alle smølfer indenfor 2 timers spil. Det er absolut i underkanten! Teknisk fungerer alt ellers glimrende og idéen med at holde DS'en oprejst (som en bog) er rigtig god

Sammenligning

Der er ikke andre smølfespil til DS, men de forskellige "Hello Kitty"-spil er meget lignende

Samlet konklusion

Idéerne er gode nok og indpakningen er også - der er blot alt for lidt. Og så er der det med sproget. En ærgerlig konklusion for et spil, som har en stor målgruppe og fint udlånspotentiale