Lektørudtalelse

Forfatter: Ulla Møller

Anvendelse/målgruppe/niveau

Den anden bog om elefantungen Carl og hans familie vil falde i smag hos de 3-5-årige og deres familier

Beskrivelse

Denne bog er den fjerde billedbog, skabt af Ida Jessen og Hanne Bartholin i fællesskab. Ligesom den første bog om elefantungen Carl er den mere hverdagsrealistisk end Orm får en ven, 2007 og Den lille gule pige, 2008. Det er regnvejr, Carl keder sig, derfor driller han sin lillebror Max. Far sender sine drenge ud at lege i regnvejret, de morer sig med vandpytterne, og da Max kommer i knibe, viser Carl sig som en god ven og en hjælpsom storebror. Historien er enkel og genkendelig for børn i målgruppen. Illustrationerne er holdt i gråtoner, elefantgrå og regnvejrsgrå, men flotte gule og røde gummistøvler, stribede trøjer og en paraply i alle regnbuens farver lyser op. Carls drillerier kalder på smilet, når han siger, at han vil koge Max, og illustrationerne digter med, når han holder en lillebitte kasserolle frem for at gøre alvor af sin trussel

Sammenligning

Carl og Max har uden tvivl en fjern forfader i Babar. Bøgerne om Carl beskriver dog hverdagen i en nutidig familie. Bogen her minder om bøgerne om en anden lille fyr med stærke følelser, nemlig grisen Leopold og om Robberechts bøger om Benny, hvor identifikationsfiguren er en hund

Samlet konklusion

En vellykket dansk billedbog om forholdet mellem storebror og lillebror