Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Majgaard Jensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Til læsere af klassikere og voksne opgaveskrivere, der arbejder med sammenstød mellem to tidsperioder, nemlig den viktorianske og den moderne tid

Beskrivelse

Nyoversættelse af E.M. Forsters klassiker fra 1908, hans lyseste og mest populære roman. Vi er i Italien blandt engelske turister fra det bedre borgerskab. Her er mange konventioner, som skal overholdes. Den unge Lucy er på dannelsesrejse og suger til sig af nye indtryk. Hun tiltrækkes af George, social opkomling og mand af den moderne tid, så hun må skynde sig bort og forlove sig med den dannede Cecil. Romanen er både en kærlighedshistorie og en meget morsom, ironisk beskrivelse af de viktorianske normer. Samtidig er den fortaler for sanselighed og for en ny tid med større frihed, lighed mellem kønnene og social mobilitet. Sproget er mundret og virker nutidigt, replikkunsten er i top. E.M. Forster (1879-1970) er en af engelsk litteraturs store klassikere, et af hovedværkerne er Vejen til Indien fra 1924

Sammenligning

Sammenstødet mellem tidsaldre og kulturer findes i alle Forsters romaner. Flere af dem er genudgivet i de seneste år, fx Vejen til Indien, 2010 og De gode græd, 2011. Forster er lige så moderne som Virginia Woolf men skriver mere i den episke tradition fra Austen. Værelse med udsigt kom på dansk i 1954, senest i 1986. Denne nye udgave er mere mundret oversat, og typografien er bedre end i 1986-udgaven

Samlet konklusion

Velskrevet, morsom og tankevækkende klassiker med god appel til nutidens læsere