Lektørudtalelse

Forfatter: Birgit Sloth

Anvendelse/målgruppe/niveau

Roman med en grafisk flot forside med signaler der passer til den slægtsfortælling, som romanen er. Bagsideteksten sælger også fint. Målgruppen vil være bred, men jeg tror, at nogle vil give op over for de mange personer og deres relationer. Der findes nyttige stamtavler som bilag til bogen og på forfatterens hjemmeside

Beskrivelse

Forfatteren har skrevet 30 bøger for børn og unge, og debuterer med denne roman som voksenbogsforfatter. Den bygger på hans egen families historie og ender med farfarens ankomst til København i 1912. Forinden fortælles om en stor jødisk families liv på landet i Rusland fra midten af 1800-tallet. Romanen er en rammefortælling, hvor forfatterjeget indleder og afslutter, men også undervejs kommenterer eller fx fortæller om et besøg med sin egen søn i landsbyen. Det fungerer godt og bremser tendensen til for megen opremsning. Særlig spændende er beskrivelsen af tipoldefaren Berel og gengivelsen af hans fortællinger. Der er mange sjove historier, nærmest skrøner i romanen, der giver et godt billede af zartidens Rusland og en dagligdag med jødisk kultur

Sammenligning

Historien fortælles også for børn i Min tipoldefar var russer og havde slangekrøller. Jødiske slægtsromaner findes der en del af. Samme bredde har Melnitz og Familieplantagen, mens Mælkemanden Tevje ligesom hos Altschuler udspilles i Rusland

Samlet konklusion

En bredt anvendelig slægtsroman der giver et godt indblik i den russiske jødiske kultur på landet